Leveregler for de snart 30-årige

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

HVORFOR VENTE MED at udøve livsvisdom, til man er nogle-og-skindød? Jeg nærmer mig kun de 30 og kan mærke, at jeg på nuværende tidspunkt har masser af erfaringer at dele ud af. Selvfølgelig forventer jeg ikke, at jer, der allerede er over 30, vil lære noget nyt, men så læn jer blot tilbage og nyd at være vis: Lige meget hvor mange orkideer og andre eksotiske jungleblomster, du slæber hjem ud fra filosofien; ’så mange klamme ting kan overleve i mit lejlighedsmiljø, ergo må disse planter også kunne’, så går det galt.Grønne fingre opstår åbenbart ikke spontant, men kræver års træning. Derfor er det naturligt nok kun de 40+, der kan eje blomstrende vindueskarme (i chokerende uklamme hjem.) Det er ligeledes et ufravigeligt faktum, at tv-nyheder altid er mindre interessante, hvis der på en anden kanal samtidig sendes Venner, Scrubs, Fraiser, Disney Show eller pauseskærm. Man må indse, at man ikke kan følge med i ’det hele’. Når man finder et par jeans, der sidder, som det er meningen, jeans skal sidde, skal man altid købe to par! Man må aldrig tænke: ’men nu er de jo mode, så jeg kan sikkert finde et tilsvarende par om en måned’. Den slags tanker skaber kun desperate prøverumsfrustrationer.

NÅR VENINDER VIL sætte en op med en fyr, som de ’har kendt i årevis’, men som man pudsigt nok aldrig før har hørt om, skal man tage sine jeansindkøbsposer og sige tak for caffe latte. Ligger veninden rent faktisk inde med the one and only, har hun allerede a) enten neglet ham for sig selv eller b) sendt ham videre i prioriteret rækkefølge til veninderne. Det vil aldrig ske, at en fantastisk mand lægger på køl et par år, inden han bliver sendt rundt som venindegave. Eneste undtagelse er, hvis fyren har haft en kæreste i alle årene og nu er single. (Og i så fald er den eneste regel: haps, hvad hapses kan!)

DET VISER SIG OGSÅ, at forældre faktisk har ret indimellem. En sur sandhed at erkende, når man nu hele vejen igennem teenageårene og 20’erne har vidst, at man selv vidste bedst. Men den ærgerlige realitet er desværre, at deres erfaringer kan bruges til noget.

DESUDEN ER KONSEKVENSEN af at ville udbrede visdom som knap 30-årig, at man så må give plads til de ældre generationers endnu mere levede erfaringer. Dog er det væsentligt at kunne skelne mellem fornuftig ældrevisdom som at bruge kaffegrums mod bladlus – og mellem de begyndende seniles råd om at grave kaffen ned i stueplanterne i tilfælde af krig.

Youtåbe

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG ELSKER YOUTUBE. Jeg elsker det ligeså højt som sour creams og koffein – alt sammen noget, der utvivlsomt er dårligt for min krop, men som jeg alligevel ikke kan holde snitterne fra. Når jeg sidder foran computeren, så er YouTube altid kun et fristende klik fra den opgave, jeg ikke kan tage mig sammen til at gå i gang med.

YOUTUBE ER ALLE overspringshandlingers moderskib. Det og så Facebook. Dog kan man argumentere for, at facebook-overspringene har et formål – at netværke – og derfor er Fjæsen ikke en overspringshandling i sin reneste form (selvom det lader til, at netværkningen hovedsaglig består i at afgøre, hvilke Disney-prinsesser, folk i ens omgangskreds minder mest om…) Men YouTube har absolut intet formål! Hvis man ser det lidt på afstand; hvad har sitet så egentlig gjort for vores livskvalitet? Jeg mener: Er nogens liv blevet bedre på grund af den konstante mulighed for at se Fraklip-show?

JA, DET VIL SIGE Fraklip-show uden show. Altså uden Bob Sagetvært og uden redaktion, der har brugt den tid, som vi youtåber nu alle sammen bruger på at finde de sjoveste klip. Og på at frasortere de millioner af klip, som opmærksomhedsdesperate teenagere verden over har indspillet med sig selv i hovedrollerne. Ind imellem finder man tube-guld: En bryllupsdans til Baby’s got back og drengen, der træner med jedi-lyssværd i garagen. Men det meste af tiden: Jøsses! ’Broadcast yourself’ er YouTubes slogan. Og det er naturligvis det, der er tanken bag: At vi alle har fået nem adgang til at lægge klip af os selv ud på nettet. Men reelt er det meste af det, som ligger på YouTube, ikke hjemmevideoer, men ulovligt uploadede musikvideoer, tv-programmer og film. Og gudskelov for det! For selvom det er fy fy at indrømme, så er det netop den nemme adgang til alle disse piratklip, der gør youtube interessant. At jeg kan finde lige netop den scene fra ’Fight Club’, hvor Edward Norton sidder på toilettet og læser Ikea-porno. Eller den nye med Pink. Eller et klip med en TV 2-vært, der klokker i det. (Sagde jeg ’et klip’ ? Jeg mener klippene.)

VAR MAN OVERLADT til at surfe rundt mellem fremmede menneskers filmede pinligheder og – endnu værre – de bevidste forsøg på at være sjove på webcam, havde YouTube nok mistet sin tiltrækning hurtigere end et onenightstand i daglys. Og sidder der nogen oppe i en UFO og prøver at lære noget om menneskeheden via YouTube, vil de kunne konkludere, at vi er en race af lallende tosser med for meget fritid, for mange kameraer, samt en totalt manglende selvindsigt. Men de vil nok alligevel ikke forsøge at overtage Jorden, for de har jo set, at vi har jedi-riddere.

Ottebenet natmad

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG VÅGNER HOSTENDE. Noget kriller i min hals. Straks tænker jeg: Åh gud, jeg har slugt en edderkop! Et ottebenet monster spræller – levende – ned gennem min strube. Panikken indtræffer omgående. Jeg farer ud på badeværelset og hakker og sprutter i håndvasken. Men lille Peter edderkop kravler ikke op.

ENDELIG VÅGNER MIN BEVIDSTHED. Fornuften begynder at jage mareridtsmyten bort. Efter sigende skulle mennesker sluge otte edderkopper om året. Hvem, der har gjort den videnskabelige, natlige opdagelse, hører vi godt nok aldrig om. Vi hører heller aldrig om nogen, der er vågnet med en – hel eller halvspist – edderkop mellem tænderne. Og det burde der være, for otte edderkopper pr. dansker svarer til over 40 millioner natlige snacks. Alligevel er det blevet en af de der små vedtagne myter, som man godt nok griner af i dagslys, men når man ligger i sengen i mørket med alt for åben mund, er latteren forstummet. For hvad nu hvis det alligevel passer? Og så lukker man munden – for en sikkerheds skyld.

JAMEN, Lazy boys synger jo om de ottebenede natmadder i sangen ’Facts of Life’, og så må der da være noget om det, ikke? Man vil da ikke viderebringe en løgn på den måde, ville man?Jo, det sker hele tiden. Vandrehistorier og myter florerer i bedste velgående, for de er så nemme og ufarlige at fortælle videre. Om det bare er de uskyldige om jyder, der vælter køer, eller de mere grumme om forældre, som tager af sted på ferie med en baby siddende hjemme i hoppegyngen, fordi barnepigen lige er på trapperne – og så bliver hun kørt ned, og babyen dør af sult. Gys! Og selv om den umiddelbare reaktion på sådan en historie er et ’ahhh mon dog’, så kan det ikke umiddelbart modbevises. For man glemmer at stille de helt legitime spørgsmål; hvem er det sket for? Hvor? Hvornår? Og gider du lige google det? Så sætter det sig på en eller anden mystisk måde fast deromme bagerst i hovedet, hvor fornuften ikke helt kan nå. Og da edderkopper officielt er jordens klammeste dyr, og siden de findes i hver eneste rum i hver eneste hjem i hele verden – ja, så er skrækhistorierne om dem irriterende effektive. Især når man befinder sig i tilstanden mellem vågen og sovende.

JEG FORTÆLLER disse betragtninger om edderkoppe-myter til en bekendt, der nikker og siger: »Ja, det tror jeg heller ikke på. Men ørentviste! De kravler ind i folks ører. Det er rigtigt! Det er derfor, de hedder øren-tviste!« Ihhhh, nu ved jeg bare, jeg kommer til at ligge vågen – skræmt ved tanken om en ørentviste-piercing. Og man kan ikke engang lukke sine ører.

Gy gy gucci

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

INDRØMMET, JEG KAN IKKE særligt godt lide børn. De gylper og gør og hopper op ad ens ben… Nej vent, det er hunde, der gør det… Nå, men børn er ikke meget bedre. Og det ved deres mødre godt. I hvert fald gør de, hvad de kan, for at camouflere deres af kom som små reklamesøjler. For hvis vi har travlt med at beundre indpakningen, så opdager os børnefri måske ikke, hvor generende ynglet er.

MEN DER TAGER DE FEJL. Der er kun én ting værre end en irriterende unge – og det er en irriterende unge, der bliver brugt som show off for mors og fars indkomst: ’Se os, vi har råd til D&G-bleer.’ Flot, men der kommer stadig lort på.

EN AF MINE BEKENDTE arbejder i en børnetøjsforretning, og finanskrise til trods kommer der dagligt mødre ind i butikken og køber for 1.500 kr. hvide mærkevarebukser til deres seksårige. På beløbet, tak.Og dagen efter kommer de så igen for at klage over, at bukserne er umulige at få rene, når ungen har smudset dem til. Til det kan man kun spørge: Hvilken af delene kom bag på mamagaga? At seksårige er snavsmagneter? At hvidt tøj – selv til voksne – tit er en kortvarig glæde? At returregler er rigide? Og at mærkemor derfor heller ikke kan ombytte sine hjerneceller, selv om hun tydeligvis aldrig har brugt dem.

MINDRE GROTESK BLEV DET IKKE, da en anden af mine bekendte, som er børnebogsredaktør, fortalte, at det næsten er umuligt at sælge børnebøger: De er for dyre. Peter Pedal og hans venner koster nemlig i omegnen af 200-300 kr. Og det er åbenbart voldsomt mange penge at trække ud af et budget, der i forvejen er overbelastet af Gucci og Emmaljunga og andre børnemærkevarer.

FOR IKKE AT GLEMME de husholdningskroner, som mor og far hellere vil bruge på Dan Browns bøger, selv om de bliver læst maksimalt to gange – hvorimod ungernes bøger bliver bladret igennem, til det kun er bananmos, der holder dem sammen.

JEG SYNES BARE, det er absurd, at forældre rask væk smider tusindvis af kroner efter tøj, som af kommet kan passe i cirka to måneder, efter retro-mønstrede pode-pudebetræk og efter en fancy kombi-barnevogn/klapvogn/løbehjul. Men de vil ikke bruge penge på lille Gustav-Oliver-Guggenheims sprog- og hjerneudvikling. På den anden side; hvor meget hjernekapacitet har ungen egentlig brug for, når han i fremtiden bare skal sige ’på beløb’ og taste fire tal.

Ole lukøje er en narrenisse

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

00.30 siger uret, da jeg endelig får snøvlet mig sammen til at lukke bogen. Det er okay, det er ikke så sent. Jeg får over syv timers søvn. Nej, jeg gør ej. Tre timer senere ligger jeg stadig med øjne, der ikke har mærket det mindste sandkorn fra Ole Lukøjes søvnkanyle. Han er en elendig narrenisse, ham Lukøje (og også det, der rimer på det!).

03.30 lyser fra natbordet, og jeg har prøvet alle tænkelige sovestillinger. Jeg har endda rykket sengen længere ud i rummet for at slippe for søvnforstyrrende jordstråler! Men de kan åbenbart stadig nå mig. Min døgnrytme kan give de fleste med et 9-16job tics. Ofte arbejder jeg i aftentimerne og sover derfor til langt op på formiddagen. Men indimellem skal jeg have med rigtige mennesker at gøre. Og folk med normale arbejdstider vil gerne mødes om formiddagen – ’hvor alle er mest friske’ – og så må jeg afrette mit sovehjerte. Det er her søvnløsheden melder sig.

04.15 håner vækkeuret. Jeg lider af to former for søvnløshed (eller tre, hvis det tæller med, når søvnløsheden skyldes, at verdens dejligste mand ligger i sengen og på flere måder forstyrrer de uskyldiges søvn):Der er den kreative søvnløshed, hvor jeg ikke er træt, men hvor hjernen bare har brug for at komme ned i gear, så alle de ideer og tanker, jeg har overhørt i dagtimerne, kan komme igennem. Min diktafon er uundværlig, når det sker.04.44: Men der findes desværre også den slags søvnløshed, som er aldeles ukonstruktiv. Og som oftest skyldes en kombination af kaffe og den stressende bevidsthed om, at jeg skal op om seks timer… fem timer… fire… tre…

05.10: Det værste er at være søvnløs om sommeren, når fuglene vækker solen klokken tre: ’Pip pip, det bliver en smuk dag’. Nej, det gør det ikke! Og jeg skal have så meget fugl i min frokostsandwich.

05.18: Desperat begynder jeg at tælle får. baglæns. Jeg formår faktisk at falde i koma. To og en halv times søvn får jeg, inden det ondskabsfulde vækkeur flænser igennem alt.

08.00: Snooze.

08.09: Hvem har fundet på, at man kun må få ni minutters ekstra søvn på snooze?

08.18: Kaffe er det eneste, der kan fjerne Ole Lukøjes søvnsandkorn. Jeg må have fået en ekstra dosis af dem som kompensation for hans forsinkelse?

23.11: Endelig tilbage under dynen. Minutterne tikker af sted. Hvor bliver narrenissen nu af?

Sådan som jeg ser det

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

VERDENS MEST FASCINERENDE – og samtidig mest skræmmende – egenskab er, at vi ikke er i stand til at se verden, som den i virkeligheden er, men kun igennem vores egne øjne. Ligegyldig hvor meget vi måler og vejer og diskuterer noget, vil det altid være farvet af vores måleredskaber og af vores personlige tilgange til det; af de øjne vi ser med. Ja, det er måske et lidt højpandet emne i dag, men jeg har lige sat mig i det filosofiske hjørne (dvs. jeg har drukket en halv flaske rødvin), og så er de øjne, jeg ser på verden med, betydeligt mere skarpsindige end normalt.

DET MESTE AF TIDEN glemmer jeg dog at tænke over det. At jeg teoretisk set ikke har ret i noget som helst. Frygtelig tanke! Jeg går jo ellers og tror, at jeg er utrolig god til at forstå mine omgivelser. Men i virkeligheden kan jeg have misforstået alting. Det kan være et skænderi, hvor jeg føler, at den anden part angriber mig – men han vil sandsynligvis mene, at det omvendte er tilfældet. Eller det kan være min veninde, der lyder afvisende i telefonen – men måske er hun bare træt. Jeg oplever også indimellem at have en helt anden opfattelse af, hvad der er foregået i en situation, end de andre tilstedeværende har. Jeg har siddet i eksamenslokaler og tænkt, at det ville være mere skånsomt, hvis vi hoppede ud af vinduet – og alligevel endte jeg med en god karakter. Eller det kan være en flirt, hvor jeg mener, jeg gør alt for at signalere, at min seng er stor nok til to, mens han bare er mere interesseret i, at jeg betaler for mine varer, så han kan betjene den næste kunde.

MAN KAN GÅ SÅ GALT af andre mennesker på den måde. Men jeg kan jo ikke forstå verden på andre måder, end sådan som jeg ser den. Det er derfor vigtigt, at andre blander sig og korrigerer, hvis jeg tager fejl. Og at jeg er parat til at lytte til dem.

MEN DET ER SVÆRT! Jeg vil jo helst bare have mine verdensopfattelser i fred. Det er frustrerende at skulle igennem revurderingen: Gjorde jeg nu også alt for, at han skulle forstå mine pointer? Var jeg måske for hurtigt ude med fordømmelserne? Var den kassemedarbejder virkelig så lækker, at det var nødvendigt at spørge, om jeg måtte slikke torskerogn af hans mave? Slut med filosofien for i dag. Der er ikke mere rødvin.

At være eller ikke være sig selv

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG KAN GODT LI’ MIG det meste af tiden. Især når jeg bare tuller rundt derhjemme eller rødvinshygger med veninderne. Men så kommer jeg ud blandt andre mennesker. Ud til andre omgangsformer, anderledes måder at tale på, jokes, jeg ikke forstår, sociale koder, jeg ikke kender. Så bliver den ’mig’, jeg godt kan li’ derhjemme, pludselig en form for kropslig budding, der blopper rundt og siger mærkelige – og højst sandsynligt upassende – ting.

OG JEG KAN IKKE finde ud af, hvad løsningen er. Skal jeg forsøge at tilpasse mig den ’fremmede’ omgangstone? Eller skal jeg insistere på at være en mærkelig buddingeblop, der snakker om, hvad der nu ligger mig på sinde af sære emner? Der er selvfølgelig en tredje mulighed, den gyldne – og røvkedelige – middelvej: at være den tavse ovre i hjørnet, der bare nikker og ikke siger noget (af betydning). Men det ville være ensbetydende med at lægge bånd på mig selv: at spille en anden person. Og det strider imod alt, hvad jeg tror på. Nemlig at man så vidt muligt altid skal stræbe efter at være sig selv.

JEG ER STOR MODSTANDER af, at man ændrer sig efter, hvilke mennesker man er i nærheden af. Og jeg bliver skræmt af folk, der zapper personlighed med et fingerknips alt efter, om de er sammen med deres chef, kæreste eller mor.Selvfølgelig flekser alle deres personlighed en smule alt efter omstændighederne – det er jo almindelig situationsfornemmelse (og de mennesker, der ikke gør det, er virkelig sociopater; altså dem, der fortæller skrækhistorier om paryk-udslæt, når nogen lige har sagt, at de skal i kemo.) Men de mennesker, jeg tænker på her, er ham, der zapper fra selvstændig, initiativrig mand på jobbet til mors dengse derhjemme og pludselig ikke kan kende forskel på en bordkniv og en havegrill. Eller hende som zapper fra at være en gnaven bitch, når hun taler med en kvinde, til at være primadonna-darling med stort smil og ’hey skaat’, så snart en fyr træder ind i rummet.

ELLER DE MENNESKER, man tror, man kender godt, indtil den dag man møder dem sammen med deres kæreste, og det lige så godt kunne være deres dydige tvilling, man står over for. Der, hvor en indforstået spøg om børnesange og tissemænd forvandles til pinlig tavshed og en undrende kæreste.Skal man så være – eller ikke være – sig selv? For når der først er én, der ikke er sig selv, så er det utroligt vanskeligt for dem omkring vedkommende at være det. Så krakelerer de sociale spilleregler, og tilbage står jeg og råber ’hej hej pikkemand’, som den upassende buddingeblop jeg er.

Pokkers Meget Surt

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

ENGANG IMELLEM SKER DET – cirka en gang om måneden – at jeg bliver en Pissefarlig Monster Sociopat. Det er de dage, hvor Petitteser Medfører Skandaler. Proportionerne Mangler Simpelthen.

EN MAND SPRINGER over mig i køen på paskontoret. Omgående går jeg På Med Sarkasmen: ’Jeg ved godt, jeg er bleg, men jeg er jo ikke ligefrem gennemsigtig, vel!? ’Han fjerner sig, men jeg kan ikke lade det ligge. Tankerne kører. Er jeg sådan en, man bare ignorerer? Det skal testes: Jeg går midt på fortovet og flytter mig for ingen. Ingen, siger jeg! Selv en invalid blind må halte udenom.En kvinde styrer lige mod mig. Vi leger kylling, ingen af os vil vige. Hun skal komme til at Prøve Min Styrke! Først for sent går det op for mig; hun er også Paranoid Med Sikkerhed.

I GAMLE DAGE SAGDE MAN, at Perioden Medfører Sindssyge. Den slags diagnoser bruger vi heldigvis ikke mere. For reelt set kan man sagtens styre det. Man er ikke Pålagt Månens Svingninger.For mit vedkommende forsvinder symptomerne lige så snart, jeg husker, hvorfor de er der. Jeg skal bare Påberåbe Mig ’Sygdommen’, så er jeg (næsten) normal igen. Desværre er jeg ikke så god til at føre den type kalender. Jeg tror hver gang, det indtræffer, at nu Presser Mit Sammenbrud på.Der sker også noget med hjernen i de dage. Den går i Pløret Mudder Særstatus. Sætninger hænger pludselig ikke sammen, og ord giver ingen mening: Jeg vil bede om ’Politiken med søndagssektionen’ og får spurgt efter ’pollental manga sæbekassebil’. Jeg prøver at fyre en joke af, men glimtet i øjet misser sit cue, og jeg kommer i stedet til at Provokere Med Sjovhederne. Faktisk er det gennemgående det, der er Problemet Med Sanne. At jeg hver 30. dag opfører mig som en Pik Med Solstik. Andre mennesker, der møder mig der, tror, at det er sådan, jeg er. De kan jo ikke vide, at jeg alle andre dage er helt normal (næsten). De bedømmer mig På Min Svaghed.

MEN DET ER LAMT at bruge det som undskyldning. Selv om det er en af de dage, Panikken Melder Sig, vil jeg ikke frasige mig ansvaret for mine handlinger. Og jeg ønsker heller ikke at være en Person, Man Særbehandler. Især fordi nogle mennesker (mænd) så tror, at det kun skyldes, at man er Pokker Meget Sur, når man skælder dem ud over, at de opfører sig idiotisk. Men det kan jo være almindelig dagligdagsvrede, for nogle gange er folk idioter! Så skal de i øvrigt også prise deres skaber, hvis de møder mig en dag, hvor jeg ikke har PMS – men er (næsten) helt normal. For ellers: Prøv Mig, Svagpisser!

Flirtende fupperi

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

MIN KAMMERAT ANDERS gav sig til at brokke sig over en pige, han flirtede med i byen: ’Så stod vi der og snakkede et par timer, og hun blev mere og mere beruset og nærgående. Så til sidst blev jeg altså nødt til at sige til hende, at jeg har en kæreste’. Til sidst!? Er jeg den eneste, der bliver forarget over det brokkeri? Kunne Anders måske have nævnt detaljen med kæresten et par drinks tidligere? For så var hun sandsynligvis ikke blevet særligt nærgående – sandsynligvis havde hun fundet en anden fyr at belejre. Men det er selvfølgelig derfor, Anders ikke siger noget. For det er da dejligt, at nogen viser interesse for ham – også selv om han allerede er afsat. Det er bare pisse unfair!

MÅSKE ER DET, fordi jeg selv har været i pigens stiletter lidt for tit. Engang stod jeg en hel nat og rå-liderbuks-flirtede med en fyr, men da vi kom ud til vores cykler, bemærkede jeg en barnestol bag på hans. Stadig i et flirtende skaldu-med-hjem-og-lege-tonefald spurgte jeg: ’Nu følger der vel ikke en mor med!? ’ ’Nå, ja, for resten,’ mumlede han så. Hvorefter han smilede undskyldende, takkede for en hyggelig aften og cyklede hjem til ammebh’er og fjernbetjeningsdiskussioner. Én bekræftelse rigere. Naturligvis kan Anders og barnestolsfyren (og alle de tøser, der laver den samme finte over for drinksbetalende mænd) sige til sig selv, at de ikke gør noget forkert. De har jo ikke lovet noget, og teknisk set kan vi bare spørge, om de ’har kæreste på’. Men vi er nok mange, der er så naive at tro, at man kun indlader sig på et større flirteri, hvis man er fri til, at det kan føre til mere.

JEG SNAKKER JO IKKE om en enkelt flirtende bemærkning eller et blik henover en bar. Heller ikke om de situationer, hvor folk har meldt ud, at de har en kæreste, og man derefter har en flirt, som begge ved aldrig bliver til mere.Jeg mener der, hvor det kun er den ene, der ved, hvordan det må ende – men absolut intet gør for at indvie den anden i det. Også fordi jeg ikke forstår, at man behøver at narre nogen for at føle sig bekræftet.

ER DET IKKE NOK, at man får et par frække blikke og interesserede kommentarer, og derefter siger de tre beklagende ord: ’Har en kæreste’. Så kan man jo give sig selv et high five og tænke: ’Nøj, hvor kunne jeg havde scoret der!? ’ I stedet har man kun opnået at spilde en anden persons tid – en person, der efterfølgende vil synes, at man er en kæmpe nar. Og hvor meget er den bekræftelse så reelt værd?

Min burkantede mening

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

NEJ, JEG HAR IKKE tænkt mig at gå ind i diskussionen for eller imod den alt for omtalte burka. Jeg har tænkt mig at brokke mig over, at den overhovedet kan blive genstand for en diskussion af disse dimensioner. For hvad er det præcis, vi taler om her? Vi taler om en beklædningsgenstand, der maks benyttes af 30 mennesker i Danmark. Der er på alle tider af året flere lagenspøgelser på vej til udklædningsfest, end der er kvinder med burka på gaden.Der er flere elever i hvert enkelt klasseværelse i Danmark, end det samlede antal af burkaindhyllede. Der blev hevet fire gange så mange mennesker ud af Brorsonkirken, som der er kvinder, der bruger dette tøjstykke – og der var ikke engang nogen af dem i kirken, der havde burka på! (Det var kun politiet, der var tildækket.)

DET ER JO IKKE NOGET NYT, at politikere elsker at beskæftige sig med såkaldte værdidebatter, hvor de tager stilling til spørgsmål, der aldrig er blevet stillet – frem for at besvare dem, der bliver. Uanset hvor meget vi almindelige danskere ønsker at diskutere de store linjer; hvad har de egentlig gang i med vores skattepenge? Hvad med de syge, de gamle, de arbejdsløse og børnefamilierne? Så bliver vi gang på gang overlistet af disse X Factor-forslag. Jeg kalder dem X Factor-forslag, fordi det er forslag, som får ekstrem eksponering i to uger, hvorefter de dør ud i glemsel, fordi et nyt forslag overtager forsiderne.Typisk går forslagene ud på at forbyde noget; det kan være burkaer, skudsikre veste eller kamphunde. (Mens ingen ser mulighederne i at forene dem: Hvad med en kevlar-burka-heldragt til beskyttelse mod kamphunde! Se dér er salgspotentiale. Jeg tror nok lige, at jeg er på vej til at løse finanskrisen.)

MEN NÅR NU POLITIKERNE får så meget opmærksomhed på forslag, der vedrører cirka 0,05 promille af befolkningen, så har jeg også et forslag: Hvad med at vi forbød facere? Altså dem fra UNICEF og Amnesty, der står på Strøget og giver mig dårlig samvittighed, hver gang jeg er ude for at bruge penge på mig selv i stedet for på fattige børn. Eller bare et påbud om at facere skal bære en form for fullsize-dragt i en fluorescerende farve – en neon-burka – så man har en chance for at opdage dem tids nok til at kunne dreje ned ad en sidegade. Min pointe er, at facere er noget, der irriterer mig ind imellem, men som jeg bare må acceptere, at jeg bliver nødt til at leve med. Fordi jeg er en del af denne verden – og fordi jeg ikke ønsker at isolere mig ude i en skov kun omgivet af mit eget snæversyn. Træk selv parallellen.