Archives
| M | Ti | O | To | F | L | S |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | ||
| 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 |
| 13 | 14 | 15 | 16 | 17 | 18 | 19 |
| 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 |
| 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | ||
Hvad med lidt sex i storbyen?
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
JEG SKAL SÅ meget til at se mig selv som Danmarks Carrie Bradshaw: Jeg er single, bor i storbyen og skriver klummer om det – kan man komme tættere på at være Carrie? Kun hvis jeg også var fiktiv. Det er virkelig en genial plan! Jeg kan omgående droppe mit politiske engagement, min miljøbevidsthed og min økonomiske sans. Fra og med i dag behøver jeg kun at gå op i mode og mænd. Og så til brunch med veninderne, hvor vi udelukkende snakker om mode og mænd.
MIT LIV VIL blive helt anderledes overskueligt, nu hvor jeg kan koncentrere alt min energi på at få fat i en mand – en vis hr. Stor, som jeg blot skal udvælge blandt tidligere erobringer (selvom jeg selvfølgelig samtidig skal møde nye mænd). Jeg kan slippe alt det med at fokusere på min karriere og den slags banaliteter – klummeskribenttitlen vil sikre mig adgang til fancy klubber og råd til labre designersko. (Vi må lige få snakket lønforhøjelse inde på redaktionen. Og finde ud af, hvem der kan overtale NASA).
MIN TID SKAL også prioriteres på en helt anden måde. Mere tid på at pleje kroppen – mindre på hjernen (hvad skal jeg med den? Hvor svært er det at stille en masse spørgsmål i en klumme? Okay jeg kan godt se, at jeg bliver nødt til at lægge meget i føromtalte arbejde med min krop,for selv at blive lækker nok til at holde stilen kørende. Men det er sikkert kun et spørgsmål om udelukkende at leve af råkostsalat, få en personlig træner og en endnu mere personlig stylist, som møder hver morgen og airbrusher mig fra top til tå . Jeg er også 15 år yngre end den virkelige Carrie, så det må give bonus!
DET GIVER MIG i hvert fald mange år endnu at leve det kærlighedshungrende storbyliv, der åbenbart er det ypperligste, man kan opnå. Og når jeg bliver 40, kan hr. Stor og jeg flytte ud i forstaden (Nærum eller noget), og til den tid kan jeg så blive helt desperat og hjemmegående.
Satans slettede scener
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
JEG HAR FÅET EN KEDELIG vane med at tjekke ekstramaterialet på mine dvd-film. Herunder den utroligt åndssvage opfindelse Deleted Scenes, som jeg kommer til at se – fordi jeg er en nysgerrig sjæl (dvs. for doven til at rejse mig fra sofaen, når filmen er færdig.) Men det skal man jo ikke!
FORLEDEN SAD JEG OG stenede America’s Sweethearts, selvom jeg ikke officielt ser den slags gennem amerikanske pladderromancer (ligesom jeg heller ikke officielt under filmen bundede to poser sour creams, fordi jeg havde pms og ondt af mig selv).Bagefter kom jeg så til at klikke på Extra og røg direkte ind i de slettede scener – i dette tilfælde med den feature, at instruktøren selv forklarer, hvorfor scenerne ikke er kommet med i filmen. Instruktøren fortæller så mig, naive seer, at disse deleted scenes er nogle af de darlings, han har været nødt til at slå ihjel (inden for den kreative klasse bruger man meget det Peter Lundinske udtryk: ’kill your darlings’). Sagen er nemlig, at de ønskede seere er unge kvinder – altså mig – og testseerne reagerede meget negativt på disse scener, hvor man blandt andet ser en af hovedpersonerne få et blowjob i et boblebad. Så man tog dem ud af filmen. Men de kom alligevel på dvd’en. Fuldstændig idiotisk. For resultatet er, at jeg ikke kan se filmen igen uden automatisk at indtænke de scener, som egentlig ikke er med, men som fremover alligevel er det – i mit hoved. For nu ved jeg jo, at hovedpersonerne har gjort nogle slemme, klamme ting, der bare ikke bliver vist i selve filmen.
HAR MAN FØRST SET EN film i sin endelige, afsluttede helhed, skal der altså ikke åbnes for pandora-boksen med kasserede ideer. For det fucker helheden op. Det ødelægger min tro på film som absolutte, afsluttede værker. Præcis som jeg heller ikke har lyst til at se en alternativ slutning på ’Romeo og Julie’, hvor de får hinanden og otte unger, og Romeo bliver tyk og sidder i en sofa og klør sig i skridtet Al Bundy-style.
KLUMME-EKSTRAMATERIALE. Slettede sætninger: Alle filmens deleted scenes havde eksplicitte seksuelle ’jokes’ (jokes i gåseøjne, fordi de ikke var sjove). Men scenerne var blevet valgt fra i redigeringen på grund af reaktionerne fra de i Hollywood så populære tests screens. Altså der, hvor et indbudt publikum, der er repræsentativ for den del af befolkningen, man vil have til at se filmen, ser den og kommenterer på indholdet, så filmskaberne kan ændre den endelige film, for at få den til at falde bedre i målgruppens smag. (Den slags beregnende og kommercielt lefle-pis giver mig kvalme. (Eller også kommer kvalmen bare af overdrevent sour cream-indtag…))
Kvinder der elsker mænd
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
PÅ DET SENESTE er jeg flere gange stødt på det nedslidte statement, ’at kvinder ikke har brug for mænd længere!’ Det kommer altid kun fra mænd. Jeg har sjovt nok aldrig hørt en kvinde sige det. Sandsynligvis fordi det er noget ævl.Det er møgirriterende, at visse mænd tørrer deres dårlige selvværd af på kvinder: ’Buhu, kvinder er blevet alt for uaf hængige og selvstændige! Nu har de ikke brug for os mere’, lyder klynkeriet igen og igen. Måske skulle han lige tørre kinderne og se sig i spejlet, for det er sikkert bare hans tudefjæs, kvinderne ikke har brug for.
DET ER JO GANSKE ENKELT ikke rigtigt, at kvinder ikke har brug for mænd. Hvis man er i tvivl, kan man gå en tur i biffen, i bladkiosken, i boghandlen. Kvinder higer og søger efter mænd alle vegne. Carrie og Nynne gør det på deres småsørgelige ’redmig-fra-mig-selv, prinsebasse’-måde, de hårdtslående Angelina Jolie-typer på film gør det for at få et kraftfuldt modspil, og alle vi normale kvinder midt i mellem gør det, fordi vi nu engang godt kan lide at kravle ind til en brystkasse, blive holdt om, bekræftet og elsket (og elsket med/knaldet på køkkenbordet).
MEN DET ER NÆRMEST umuligt at få bekræftelse og kærlighed fra en, der ikke har nogen tro på sig selv. Det ved kvinder! Der er nemlig én sætning, alle kvinder har fået tudet ørene fulde af, fra de lærte at forstå ord – fra deres mor, skolen, deres veninder, damebladene, selvhjælpsbøgerne: Tro på dig selv! Vi har lært lektien: ’Respekter dig selv, ellers vil ingen andre gøre det’, og ’elsk dig selv, ellers kan andre ikke gøre det’. (Dermed ikke sagt, at det er nemt for nogen kvinde at praktisere i virkeligheden – og slet ikke hele tiden.)
SÅ SELVFØLGELIG vil alle kvinder, der selv knokler for at holde selvrespekten og selvtilliden oppe, miste alt for en mand, der med bævrende underlæbe konstaterer, at det er synd for ham – og ser sig selv som en stakkel; formålsløs og uelsket.Fuldstændig ligesom en mand med selvværdet i orden vil stejle over for en tudeprinsesse, der hænger i mobilen hvert andet minut, fordi hun ’ikke kan klare sig uden ham’.
HELT ÆRLIGT, forskellen på mænd og kvinder i den sammenhæng!? Den findes ikke. Vi forelsker os i det samme – en unik person, der kan komplementere os. Men personer med lavt selvværd vil ofte falde for dem, der kun gør det værre: nedbrudte kvinder ender med mænd, der smadrer hendes ansigt, og nedbrudte mænd med kvinder, der smadrer hans sjæl. Der er kun ét at sige: Mænd, elsk jer selv – det gør vi.
Bryster forfra og bagfra
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
IKLÆDT EN KAMUFLAGEFARVET BH kaster jeg mig igen ind i kampen om brysterne. Meningerne om, hvornår vi skal se på dem, er mange. De skal tilsyneladende holde sig væk fra cafeerne, når de benyttes til deres egentlige formål – at lukke munden på skrigende spædbørn. Men hvis de kan bruges til at sælge noget, er de meget velkomne.Er det en slags automatref leks fra SIMON SPIES’ storhedstid, der konstant sætter gang i hovedet på marketingsfolk og mediefolk? For det lader til, at bryster bare popper op som det første, hver gang de brainstormer på blikfang.
BATTLE OF THE BOOBS hedder Ekstra Bladets online-feature eksempelvis lige for tiden. På avisens hjemmeside skal man stemme på billeder af bryster – billeder, hvor Photoshop-guillotinen kækt har halshugget indehaverne, fordi med de forpartier behøver de slet ikke et ansigt, synes avisen at mene.Jeg gider ikke engang spekulere i, hvorfor tøsebørn er villige til at sende hjemmelavede mobilfotos ind til en konkurrence, hvor de eneste vindere er visse mandlige læsere og chefredaktionens julebonus. I stedet vil jeg gerne bare svine konceptet til og så rose mig selvfedt for min evne til at være hævet over det. Men inden jeg kommer for godt i gang, må jeg hellere selv gå til bekendelse: Jeg bruger også bryster som blikfang.
ENTEN NÅR JEG MOSER DEM i pushup’en og trækker ned i udskæringen for at sexe mig op – eller når jeg som i sidste uge skriver en klumme om brystkræft, og illustrationen er et billede af to gigantiske, struttende silikoneblikfang. Okay, det sidste var ikke min idé, og jeg har selvfølgelig råbt på redaktionen. Men mon ikke det billede har fået flere til at påbegynde læsningen af klummen!? Det klager jeg jo ikke over. (Men jeg vil stadig have den kvajebajer!) Under alle omstændigheder har det billede sandsynligvis fået mig blacklistet hos foreningen Pornofrit Miljø, og den eneste måde, jeg kan gøre skaden god igen, er sikkert, hvis jeg laver en feministisk happening i DGI Byens svømmehal og svinger med min egne, nøgne bryster, for så er det ikke seksuelt, så er det frigørende.
DEN FANGEDE JEG heller aldrig pointen med, den kampagne. Hvorfor vil nogle feminister have afseksualiseret bryster? Hvad er der seriøst galt i, at mænd tænder på dele af kvinders kroppe? Om det så er bryster, hår eller mellemrum mellem fortænderne. Den slags militante antisex-kampagner giver os normalt af balancerede feminister et dårligt ry. Og de gør det meget svært at argumentere for, at man netop ikke bør klaske nøgne bryster op på alskens kommercielle plakater og avisforsider – for hvis det er feministisk at flashe patter, så fører Cult Shaker jo kvindesag – og ikke klam, mandschauvinistisk markedsføringsidioti.
Brysternes push-up-kampagne
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
NU SIGER JEG LIGE NOGET, og så må de letforargerlige få to-go-kaffen galt i halsen: Jeg er så træt af Støt Brysterne! Brysterne er jo alle vegne. Man kan efterhånden ikke købe noget, uden der går fire kroner til bryster. Kampagnen er da et stærkt initiativ, men jeg mener bare, at det grundlæggende er uetisk og udansk (læs amerikansk), at dødelige sygdomme skal konkurrere mod andre dødelige sygdomme om opmærksomhed og penge. For så er det bare ærgerligt for alle dem, der får kræft de usexede steder.
DER ER IKKE ENGANG sammenhæng mellem produkter og bryststøtte længere: Støt brysterne-bh’er gav god mening. Men nu er det alle, der holder brysterne oppe – fordi hey, bryster sælger! Det skal man ikke være Phillip i Tuborgreklamerne for at vide. Så der bliver strøet Støt brysterne-tryk på alt fra Skoda’er over Kildemoes-cykler, til Kohberg-boller og videre fra frimærker til Libresse – som måske er lidt nærliggende, men alligevel: Var det ikke mere oplagt, at hygiejnebind støttede kampen mod livmoderkræft? Og alle medier er selvfølgelig med; trykte, æterbårne og dem, hvor vi kan ringe penge ind, mens vi ser på lækre tv-værters raske bryster.
SELV JEG BLEV SPURGT, om jeg ville være brystambassadør i forbindelse med årets Støt brysterne-kampagne. Og hvor meget jeg end gerne ville have den titel (selvom jeg tror den allerede er i brug af medarbejdere ved M! og FHM), så takkede jeg altså nej. Jeg ved godt brystkræft er en af de største dødsårsager blandt kvinder og den mest udbredte kræftform overhovedet, men der var andre kræfttyper, der var mere oplagte for mig, hvis jeg absolut skulle være forsidepige for en. Hudkræft for eksempel, det er en led satan, som jeg er i risikogruppen for med min blege, fregnede hud. Men ikke ligefrem en af de sygdomme, der er speciel nem at ’sælge’ i reklamespots. For hud er ikke lige så sexet som bryster. I øvrigt får sygdommen rigeligt opmærksomhed hver sommer, når solen er fremme, så må vi ikke nok blive fri for at blive mindet om vores dødelighed, hvis det alligevel regner!?
VI BURDE PEPPE ALLE kræftformer op med smarte slogans. Personligt vil jeg gerne støtte leukæmiforskning, for det – altså blodkræft – er en nasty sygdom, så ’Pump Blodet’!Eller hvad med ’Nosser i Nød’!? FCK spillede engang en kamp i lyserødt for at støtte brysterne (og blære sig med deres metroseksualitet). Havde det ikke været mere oplagt, hvis de spillede for forskning i testikelkræft? Eller modermærkekræft: ’Op på Modermærkerne’! Eller: ’Løft Lymfen’!? Jeg kan blive ved med at finde på slogans. Men man kan også bare støtte Kræftens Bekæmpelse direkte – de er jo til det hele.
Babyerne truer
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
SÅ STARTER DET! Babymareridtet. En af mine veninder ringede i går og fortalte, at hun er gravid. Om seks måneder beriger hun omgangskredsen med det første spædbarn. Pludselig kan jeg se mig selv sidde og drikke rødvin for fire som kompensation for det manglende alkohol-indtag ved selskaberne. Jeg kan høre den skrattende lyd af baby-walkietalkien som konstant underlægning under samtalen. Efterfulgt af synet af mig selv i gang med at skrubbe babymos af mit børnefjendtlige inventar.
JEG DRØMMER IKKE selv om at få børn; jeg synes ikke, de er kære, jeg tænder ikke på lugten af baby, og jeg har dem seriøst mistænkt for at være en del af en større konspiration mod min uaf hængighed. Men jeg har forståelse for, at andre gerne vil have dem – bare de holder de kropsvæske-udspydende gespenster nogenlunde væk fra mig. Indtil nu har det fungeret fint. Ingen i min omgangskreds har fået børn, og jeg troede, at jeg var nogenlunde sikker flere år ud i fremtiden – fordi jeg så snedigt har valgt udelukkende at have veninder, der er yngre end mig selv. Nu kan jeg så ikke finde ud af, om jeg bare skal leve med tingenes tilstand (forfaldende, babybelortede tilstand), eller om jeg skal score mig nogle endnu yngre veninder – med risiko for at blive en slags kvindelig udgave af Peter Asschenfeldt.
MEN SAGEN ER JO, at jeg desværre ret godt kan lide de veninder, jeg har. De er fornuftige, selvindsigtsfulde mennesker og dejlige at tale med. På nuværende tidspunkt. Men jeg har set, hvad babyer kan gøre ved ellers helt normale folks hjerneceller. Der går totalt gygygy i den.Deres stemmeføring stiger fire oktaver, så snart der er en unge under seks år til stede. Ord, der aldrig før har været at finde i deres ordforråd, bliver hverdagssprog: dikkedikkedik, brystpumpe, revnet mellemkød. Og, værst af alt, så stopper de med at omtale sig selv som ’jeg’. Pludselig eksisterer jeg’et ikke længere – nu er det kun MOR: »Skal mor hente en bold til dig, ja? Skal mor putte skattemusen ned under dynen, hva’ ? Kan mor drikke en cosmopolitan, ja, men det må mor ikke nikke nej, for mor ammer stadig, ja.«
JEG HAR DA OVERVEJET at skadesbegrænse og ekskludere den ene gravide veninde. Men resten af veninderne har været i deres seriøse parforhold nærmest altid, så det biologiske ur er alligevel en tidsindstillet bombe under vores venskab. En af de andre har tilmed lige købt en lejlighed, der er citat ’stor nok til småbørn’. Jeg er bange for, at jeg må tage mig voksensammen og acceptere, at det er babyer – og altså ikke mig – der vil få al opmærksomheden fra nu af.
Tissetrolden tryller under tidspres
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
MANGE TROR, AT grunden, til at der altid er helt utroligt lange køer til kvindetoiletter, er fordi kvinder skal tisse oftere. Muligvis, men jeg er overbevist om, at det i virkeligheden skyldes, at kvinder er enormt sløve tissere.Alle kvinder har prøvet at stå i kø foran en wcbås med sammenpressede lår i op til et kvarter, mens kvinden, der okkuperer det velsignede vandkloset, bare ikke kommer ud. Hvad er det, hun foretager sig derinde? Altså det kan opsummeres ret nemt: Lås dør, bukser ned, sid, forret ærinde, tør, rejs op, træk ud, bukser op, lynlås, lås dør op. Og den procedure behøver ikke tage mere end et minut – og max 25 sekunder længere, hvis håndvaskningen også skal foregå på den side af døren.
JEG ER KLAR over, at der indimellem er andre, pressende grunde til, at besøget kan tage længere tid, men alligevel: Gennemsnitligt bør toiletbesøg kunne klares i samme tempo som inde hos mændene – faktisk nogle gange hurtigere, for kvinder dvæler sjældent ved kummen for diskret at sammenligne størrelser på tisseudstyr.
MÅSKE ER DET, hvad kvinder generelt mangler: Tissestolthed! At gå efter at imponere andre kvinder med netop hurtighed i stedet for at bruge alle sine wc-skills på at snigestrinte på porcelænskanten, så ingen hører den skammelige risleyd. Eller endnu værre; bruge ekstra meget tid på at vattere kummen med toiletpapir, så plaskelyden indkapsles (og så man kan være sikker på, at toilettet stopper efter nummer tre, der skal bummelumme, så der er endnu færre toiletter tilgængeligt senere på aftenen, når alkoholen er gået i blodet og blæren).
VI BEHØVER JO virkelig ikke være så generte over for hinanden ude på toiletterne. Seriøst, hvem har ikke været fuld med fuld blære og fundet et skjul, der intet skjuler, en nat på Rådhuspladsen? Og der er det altså en fordel at have oparbejdet en evne til at kunne lyntisse, inden man vælter om i pytten, mens forlygterne fra en taxa laver følgespot, så alle pølsevognens kunder får underholdning til natmaden.
Sådan set single-tilfreds
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
»HVORFOR HAR DU ikke en kæreste?« Det spørgsmål får jeg jævnligt, fordi tilstanden ’single’ åbenbart lægger op til det – på trods af, at over en million danskere skal krydse af i enlig-boksen på selvangivelsen. Jeg plejer at svare: »Hvorfor har du?« Er det ikke mindst lige så mistænkeligt, at man i denne selviscenesættende, individualistiske tidsalder, hvor ingen vil gå på kompromis med hverken karriere eller karaktertræk, vælger at dele sit liv med en anden?
SKULLE VI IKKE lige prøve at vende forhørslampen den anden vej. Hvorfor skal dem med kærester gå fri for snagende spørgsmål? Der er da meget, jeg gerne vil vide:’Hvem står for de fleste praktiske ting? ’ ’Hvem sidder på pengekassen? ’ ’Hvem vinder skænderierne? ’ ’Hvem har styr på poderne? ’ ’Har I sex flere gange om ugen? ’Hvis svaret på de første fire spørgsmål er ’hun’, og svaret på det sidste er ’nej’, så har singlen her vist trukket det heldige lod i kærlighedstombolaen. For uanset om man er mand, eller man ikke er, så sidder man da med nitten i sådan et parforhold. Gør man ikke? Hvad ved jeg. Jeg er jo bare single-selvtilfreds. Måske er manden faktisk glad for at slippe for alt ansvaret, og måske er kvinden glad for at have det hele til gengæld, og måske er de begge to også superlykkelige over at slippe for anstrengende sex i tide og utide.
OM MAN HAR en kæreste eller ej, er for mig underordnet, hvis bare man er glad det meste af tiden. Det, man med hele selvhjælpsbiblioteket i ryggen, ville kalde at være lykkelig. Nu har vi bare en gang for alle bestemt, at lykken kun findes i et til-døden-os-skiller-forhold. Derfor er alle andre livsformer per definition triste. Det siger alle – både singlerne selv og især dem, der er i parforhold. Så singlerne har travlt med at opgradere deres civilstatus til 2.0, og kæresteparrene har tilsvarende travlt med at trøste sig med, at de – uanset hvor lunkent deres undskyldning for et parforhold er – har det federe end os bedre-halvdelmanglende tabere.
MEN SÅ FINDER MAN den jo aldrig – den der såkaldte lykke. Hvis man som single desperat higer efter at finde den hos en kæreste, eller hvis man lader sig nøje med en tilfældig kæreste, fordi en slatten en af slagsen er bedre end ingen.Lykken er vel at være til stede i det, man nu engang er i. Finde glæden ved de små ting – om det så er friheden til at dovne weekendgrim og single på sofaen og spise hvidløgsflutes uden at stinkeskræmme andre end katten, eller det er at ligge i ske og diskutere livsnødvendige emner, som ’kan dilddressing bruges til andet end laks? ’
Mit mande-jeg er en rigtig player
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
JEG TROR, ALLE har lavet dette tankeeksperiment: Hvordan ville jeg være, hvis jeg var en mand? Eller for dem, der allerede er mænd; hvordan ville jeg være, hvis jeg var en kvinde? (Men der er nok nogle mænd, der også stiller sig selv det første spørgsmål.)Hvis jeg var en mand, så ville jeg vælte mig i damer. Det er helt sikkert. Også selvom jeg ville være en ret fesen mand med hudtype minus 32 og ingen muskler. Men jeg ved noget om damer, som ingen andre mænd ved.Først og fremmest ved jeg, at damer ikke kan lide at blive kaldt damer, så det gør jeg selvfølgelig ikke. Så ved jeg også, at kvinder godt kan lide blomster, men at de alle synes, det er noget frygtelig klichéagtigt og kikset at indrømme, så derfor siger alle kvinder, at de ikke kan. Men det kan de altså godt. Ligesom de elsker komplimenter og hjemmelavede middage og gaver og at få lov til at tale om dem selv, deres arbejde og deres problematiske forhold til deres mødre (der er jo ingen, der siger, at jeg behøver lytte efter. Jeg nikker bare på de rigtige tidspunkter.)
SOM MAND VIL JEG gøre meget for at glæde kvinder, men kun for egen vinding (dvs. sex). Jeg er nemlig i forvejen et egoistisk menneske, og hvis jeg var blevet født som dreng, var dette karaktertræk blevet endnu mere dominerende i min opvækst. For eksempel ville folk have vist langt større overbærenhed over for min vane med at række hånden op og komme med fuldstændigt ligegyldige betragtninger i undervisningstiden.Min egoistiske selvfedhed har også givet mig succes på arbejdsmarkedet. Jeg tror faktisk, at jeg er godt på vej til at blive chef i en større medievirksomhed, og jeg er ikke engang fyldt 30.
SÅ JEG HAR EN DEL at blære mig med over for drengene, når vi sidder i omklædningsrummet og drikker mikrobryg-øl efter serie femfodboldkampen – nok dyrker mit mande-jeg en folkelig sport, men han er da feinschmecker nok til at vide, hvordan øl bør smage.Jeg tager et dyrt Boss-jakkesæt på, for det ved jeg, damerne godt kan lide, sætter mig ud i min Audi, for den ved jeg, at drengene godt kan lide, og kører ud i solnedgangen, mens jeg spiller Radiohead eller noget andet rock, jeg ikke selv kan lide, men som er sejt at høre.Jeg er nødt til at stoppe her, for jeg kan faktisk ikke lide mig selv som mand… Jeg er glad for at være kvinde og jagte de mænd, der ikkeer som min mandlige side. Dem findes der heldigvis en del af. Desværre er deres kvindelige sider nogle rigtige bitches.
Livsnyder eller livs-snyder
Klumme oprindeligt bragt i Urban.
DEN EVIGT TILBAGEVENDENDE lørdagsdiskussion: Skal jeg nyde livet? Eller skal jeg snyde det? På den ene side kunne jeg sove til over middag og bruge resten af dagen på at dase på sofaen med Simpsons, øl og baconchips. Men jeg kunne på den anden side stå op klokken syv, løbe en tur, arbejde seriøst i nogle timer med at lave husholdningsbudget, mens jeg holder mig væk fra sprut, fedt og røg, spiser spinat og torsk til aften og skynder mig at tage opvasken, så jeg kan nå at se Deadline.
MEN FISK OG PRIVATØKONOMI er jeg sjovt nok aldrig i weekendhumør til. Så jeg er nødt til at ’motivere’ mig selv. Presse mig selv med dårlig samvittighed for at tage mig sammen. Eller opfinde diverse (de værste) undskyldninger for at forsvare kedelige, sunde beslutninger: ’Jamen jeg kan faktisk godt lide at løbe. Det renser hovedet.’ Løgn! Det er ikke rart at løbe, hvis der ikke er noget at løbe efter (en bold, bus eller mand). Og hvor rensende er det lige for hjernen, at der kører ’for helvede i satan, hvor jeg hader det her lorteløberi’ på repeat?
ELLER NÅR JEG LYVER og påstår, at salat smager bedre end junkfood. Hvis der ikke var en ernæringsmæssig fordel ved det, så lod jeg nok dræbersneglene få deres mad i fred. Derfor opfinder jeg millioner af måder at gøre salat mere lækker på: Mmm gulerodsstrimler! Men det er jo først, når jeg begynder at pøse de usunde ting i – olie, nødder, oliven og andre 100-procent-fedt-ingredienser – at foderet smager af noget.
OG NEJ, INGEN NYDER i virkeligheden at se Deadline. Ingen! Det er en irriterende nyhedsudsendelse, der falder midt i den dårlige amerikanske film/serie, jeg egentlig var i gang med, men som morakker-englen på min højre skulder kræver at slå væk fra.Man skal jo følge med. Og derefter styrke sin kulturelle dannelse med Smagsdommerne (selvom det eneste, jeg er i stand til at tænke over er, hvorfra Krasnik har fået så polsk et navn, når han er så rødhåret.)
JEG VED GODT, at motion og sund mad og alt det der holder mig i live og sygdomsfri og nogenlunde til at holde ud at se på. At DR 2 og Dankort-kontrol gør mig i stand til at fungere i samfundet, og at dårlige amerikanske serier har cirka den modsatte virkning. Og det er da super, at dette (måske) minimerer risikoen for sygdomme og økonomisk fallit ude i fremtiden. Men kunne der ikke være bare et lille payoff her og nu? Vi kunne jo starte med at genmanipulere torsk til at smage af bacon? Det ville være snyd, ja. Men hvor ville jeg nyde det.