Lykken er at overspringshandle

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

HVIS JEG BRUGTE DEN TID på at arbejde, som jeg bruger på at overspringshandle, ville jeg være rig. For det er helt utroligt så mange udflugter, jeg kan gøre mig, når det egentlig er meningen, at jeg skal præstere et stykke arbejde. Nu er jeg eksempelvis kaffetrængende… Det må jeg lige gøre noget ved, inden jeg kan skrive videre.

HVOR VAR JEG? Nå, ja overspringshandlinger. Efter år med dårlig samvittighed på grund af mine mange overspringshandlinger er jeg kommet frem til, at det ikke altid er dårligt at slukke sin hjerne og gøre andre ting. For eksempel er jeg vild med at gøre noget praktisk, hvis jeg har svært ved at koncentrere mig foran computeren. Ja, der må seriøst være noget galt med mig, når jeg vælger at pjække fra arbejde for at vaske tøj og gøre badeværelse rent. Apropos. Jeg skal egentlig tisse.

SÅ NU SER BADEVÆRELSET lækkert ud igen. Altså ikke fordi jeg tissede… men da jeg skulle vaske hænder, lagde jeg mærke til, hvor snavset spejlet var, så jeg tog lige runden med Ajax. Ja ok, jeg pudsede også vinduer. Det er irriterende, når solen ikke kan få lov at komme ordentlig ind i mit kontor. Men nu skal jeg også have skrevet den her klumme… Selvom det egentlig er synd at sidde inde, når det er så godt vejr. Hvem ved, hvornår det begynder at regne igen!? Jeg bliver altså lige nødt til at gå ud og købe en is og få sol på næsen.

AH, SOMMER. FANTASTISK! Men klokken er godt nok ved at være mange. Må hellere blive færdig med det her, inden jeg skal til at lave aftensmad. Har jeg overhovedet husket at tage noget op af fryseren? Ja, der ligger noget hakket okse på køkkenbordet. Skal det være lasagne igen? Måske kan jeg finde en spændende opskrift på nettet. Det er også hele ti minutter siden, jeg tjekkede min mail. Hvad kan jeg ikke være gået glip af?

ET TILBUD PÅ VIAGRA og et nyhedsbrev, jeg aldrig får taget mig sammen til at afmelde. Ikke ligefrem interessante kontakter til det virkelige liv. Hov, er det ikke snart længe siden, jeg har snakket med min mor? Det er i hvert fald to dage siden… Må hellere ringe til hende.

HUN HAVDE INTET NYT AT FORTÆLLE, så vi snakkede kun i en time. Og nu er jeg virkelig ved at være sulten. Jeg må skynde mig at blive færdig med skriveriet. Men der er så meget at sige om overspringshandlinger: Alle de psykologiske og sociale aspekter. Og hvad med de økonomiske konsekvenser? Jeg må hellere researche lidt på nettet. Det gør jeg… lige bagefter jeg har testet min viden om rejseforsikringer.

Forelskelsens fire faser

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

I MIN OMGANGSKREDS er der for tiden et par stykker, der er forelskede. Det er forår, og de har mødt den eneste ene. Og det jo dejligt og smukt og romantisk og bla bla bla. (og nej, jeg er da ikke bitter og misundelig på dem, jeg anskaffer mig bare en kat mere…)

MEN MINE VENNERS flyvske forårsfornemmelser har fået mig i det småfilosofiske hjørne (for det har man tid til at besøge, mens man for 11. gang lytter til gengivelsen af den 11. date, og hvad han nu havde på, og hvilken forret han bestilte). Jeg har småfilosoferet mig frem til, at en forelsket person gennemløber fire faser, der stort set er ens for alle – i hvert fald alle dem, jeg kender, der løber rundt og lider af det der forelskelse. De fire faser er: Fornægtelse, jalousi, tvivl, accept.

FASE 1. FORNÆGTELSE: I den første tid benægter vennen fuldstændig at være forelsket. Hvis man antyder dette, slår vennen over i et hovent – kunstigt – grin og siger: ’Ej, Jesper, seriøst han er slet ikke noget for mig… ha ha… men ved du, hvad han sagde i går? ’

FASE 2. JALUOSI: Her bliver det mere spændende. Nu er de begyndt at date seriøst (dvs. de har knaldet). Vennen nægter dog stadig at erkende, at hun/han er forelsket. Pludselig blusser jalousien op ved selv den mindste lejlighed. Hun finder et par trusser, der ikke er hendes. Han ser hende på café med en fyr, der ikke er ham. Og man må berolige og sige, at det nok var hendes bror/hans søsters trusser (!?) Man siger: ’Men betyder det noget, du er jo ikke forelsket, er du? ’ Og vennen forsvarer sig straks: ’Nej, jeg er da ej… men ved du, hvad han sagde i går? ’

FASE 3. TVIVL: Usikkerheden blokerer for alt. Vennen stoler ikke på noget. Hverken sin udkårne eller sin egen dømmekraft: ’Vil han have mig? Vil jeg have ham? Kan jeg overhovedet bruge rød? Skal jeg have salt på? ’ Her er man nødt til at være hård og tage beslutningerne på vennens vegne: ’Ja, han vil, ja, du vil! Rød er fint, og nej, æblekage er bedst uden salt! Og fortæl mig så: hvad sagde han i går? ’

FASE 4. ACCEPT: Vennen erkender endelig: ’Jo, jeg er sgu forelsket.’ Gerne efterfulgt af en undskyldning for at have være ulidelig i den seneste tid (og en længere beskrivelse af, hvad han sagde i går). Herefter følger et par måneder med forholdsvis fredelig forelskelse, hvorefter man kan forberede sig på, at det hele begynder forfra, når forholdet enten slutter – det betyder sorgarbejde (fem faser) – eller bliver mere fast – det vil sige parforhold (uendelige mange faser).

Land of free love

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

DE HAR SMUKKE SURFERE, lave benzinpriser og mere magt, end de kan finde ud af at administrere. USA har fede ting (og mennesker), og de ting har en tendens til også at blive vores ting. Fint nok. Men nogle ting burde altså sendes tilbage med første Boeing 737. For eksempel datingregler. De helt igennem amerikaniserede og uskrevne regler for, hvordan man bør opføre sig over for en person, som man uforsigtigt er gået hen og fattet interesse for.

DATINGREGLERNE PARAGRAF 3 STK. 4: Telefonopførsel! Som Urban for en uges tid siden bragte en komplet guide til, bare så vi ved, hvordan det er meningen, vi skal gebærde os, når den udkårne er tastet ind i mobilen. Faktaboks og det hele: Hvornår ringer han? Svar: ’Lørdagsdate = mandag eller tirsdag.’ Vorherre bevares! Han ringer!? Ikke hende, no way, hun skal bare holde sine lakerede negle fra tallene. Hvem tror hun måske, hun er? En eller anden form for valkyrie eller 21. århundrede-kvinde?

SÅDAN GØR MAN IKKE, hvis man følger datingreglerne: manden skal være forføreren. Det er jo ham, der er jægeren og alt det der. Og det fungerer sikkert i USA, hvor kønsrollerne er nærmest middelalderagtige. Men i Danmark, hvor en mand ikke har budt en kvinde ud at danse, siden de swingende 20’ere!? Man skal da være usædvanligt uinteresseret i en mand, hvis man overlader det til ham at få et forhold op at stå!

SÅ DET UNDRER MIG, at vi er villige til at trække et regelsæt ned over hovedet på os selv, som på ingen måde passer til vores kultur: Her i landet er det god skik og brug, at man er stive, vralter hjem sammen, har fumlet fuldemandssex og i løbet af næste dags brunch finder ud af, om man gider ses / knalde igen. Bøvlet og kompliceret af helvede til. Men også en nødvendig konsekvens af den frie omgangstone, vi har, mænd og kvinder imellem.Det er forståeligt, at man nogle gange sukker efter nogle fastere regler og holdepunkter, for kærlighed er et ubehageligt usikkert felt. Men regler er ufleksible, stive. Og i længden er datingreglerne begrænsende for den særlige form for lidenskab, vi har fremavlet under Dannebrog og bøgetræer.

SÅ HVEM ER DET, der bilder sig ind, at forelskelse og liderlighed bliver en skid nemmere at håndtere ved at lege amatør-amerikanere? Hvem tror, vi får lettere ved at klare det hele ved at indføre opringning-efter-tre-dage-bestemmelser eller first base-doktrinet (det med at kysse) eller måske ligefrem third date-direktivet (der, hvor man knalder)? 770 regler for, hvordan vi skal gøre det ene, og hvornår vi må sige det andet. Når det kommer til sex og kærlighed, er Danmark ’land of the free’ – ikke USA!

Bag skrivebordet savner han sin krig

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

DET KAN ÅBENBART være hårdt at leve i fredstid. For nogle mennesker – oftest mænd, oftest midaldrende – er fred lig med slaphed, mangel på disciplin og ingen mulighed for udøvelse af militære kundskaber. Så i stedet for at nyde trygheden og de behagelige tiltaleformer, bliver disse mænd til skrivebordsgeneraler i en daglig kontorkrig. Du kender chefen, der med ufravigelig sikkerhed hver morgen marcherer gennem kontorlandskabet og noterer sig den, der ankommer fire sekunder efter mødetid. Alt i ham brænder for at beordre vedkommende ned på gulvet og ’give ham 10’ (armbøjninger). Men overenskomster og anden civil svaghed tvinger ham til at holde inde med disciplineringen, og den overskydende damp undslipper som et hvæs, inden han fortrækker til sin kommandobunker. Eller hvad med kollegaen, der konstant sender interne e-mail, med ordrer om alt fra opfyldning af kaffemaskine til sortering af genbrugspapir – i et koncist kode-sprog, der kan være sværere at aflæse end en teenageres sms-beskeder.

JEG HAR VED EN tidligere lejlighed brokket mig over mænds underlige sms-sprog – nærmere specifikt de tre punktummer, der tit afslutter deres beskeder. Men så snakkede jeg med en mand (ok, det var min far), og han forklarede mig, hvorfor han altid sætter de tre prikker. For ham betyder det ganske enkelt, at beskeden er slut. For sådan kommunikerer man i krig: Mobilen er walkietalkien, så indholdet skal skrives i militærkode: ’Roger. Over and out’. Jamen jøsses altså! Og den hånd, der altid hviler på gearstangen, når du kører bil, er måske den, der styrer missilaffyringen? Prøv lige at træde ind i virkeligheden engang, gider du? Og nej, det er ikke en kampvest, det er din mave. Det kan godt være, den kan stoppe en kugle, men så må du simpelthen til at skære ned på sovsen! Ligesom den laserpegepind, du bruger til dine (evindelige) power point-præsentationer, heller ikke er et sigte for apache-helikoptere, hvor meget man som tilhører end måtte ønske det.

MEN SÅDAN ER det åbenbart, når mænd kommer i den alder, hvor de husker deres værnepligt med glæde (jeg antager, at det mest er mænd på 50 plus, det drejer sig om). Når han for evigt er frataget sit maskingevær, hundetegnet og sit kamuf lagetøj, og når det tætteste, han nogensinde kommer på en feltration, er de fire rundtommer rullepølse, fruen sender med kampenheden på kontoret, så føler han pludselig, at der er brug for de små militærøvelser i hverdagen. For at holde sig rede. Parat til krig. Desværre har han ikke selv indset, at hvis krigen nogensinde skulle bryde ud der i det åbne kontorlandskab, er han på den forkerte side af linjen. Han ville blive det første mål. Det er ham, der er fjenden.

Dildo på afveje

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG HAR EN VENINDE, der altid kommer galt af sted med sine dildoer. Og når jeg siger ’galt af sted’, så er det ikke sådan, at hun bruger dem forkert og får fysiske skader, som hun skal på skadestuen med eller noget. Hun er bare jævnligt ude for, at hendes dildoer stjæler opmærksomheden på ubelejlige tidspunkter (ikke, at jeg ved, hvad et belejligt dildo-tidspunkt er!?). Og når jeg siger ’min veninde’, så er det faktisk min veninde, det her sker for. Det er ikke mig selv! Det er ikke ligesom, når jeg skal købe et middel mod noget, der klør et uheldigt sted, og jeg siger til apotekeren, at det er til ’min veninde’. Jeg forsøger ikke at dække over mine egne dildo-pinligheder med en opfundet veninde. Altså ikke fordi jeg har oplevet vildt meget dildo-pinligt. Det har mest været noget med, at den har ligget fremme, når jeg har fået uventede gæster… det er faktisk lige meget, det var min veninde, det skulle handle om.

MIN VENINDE – lad os kalde hende Rikke (for det hedder hun) – ringede i sidste uge: »Nu er det sket igen,« hviskede hun, og straks sænkede jeg også stemmen, fordi jeg vidste, at jeg snart ville blive beriget med endnu et eksempel på, hvordan man kan komme uheldigt af sted med 20 centimeter vibrerende plastik.Det var under den store forårsrengøring. Rikke havde fundet en håndfuld dildoer, som hun besluttede at kassere. Aner ikke hvorfor. Måske har hun anskaffet et nyt vidunder eller også syntes hun, de var blevet slidte (!). I hvert fald stoppede hun alle de aflagte ned i den allerede overfyldte skraldepose. Her afbryder jeg kort historien og indskyder miljøbevidst, at udtjente dildoer vel bør af leveres i batteriapparat-genbrugskassen. Hun fnyser af min kommentar og siger, at det vil være »for pinligt.« Hun må jo vide det. I hvert fald ligger dildoerne øverst i skraldeposen, da Rikke senere skal til træning. Hun beslutter sig for at tage skraldet med ned. Så hun går altså ned af fortrappen – belæsset med træ-ningstaske, en stak aviser, en nytændt Prince og skraldeposen med det famøse indhold. Det må selvfølgelig gå galt. Ind af hoveddøren kommer den sexede underbo (som Rikke i forvejen har et akavet forhold til, fordi hun engang bankede på hos ham kun iført Barcardi-brandert og trusser.) Og her sker det så. Plastikhanken på den overfyldte skraldepose knækker. Rikke griber febrilsk med smøghånden. Men for sent. Posens indhold flygter ned ad trappen. Lige forbi benene på den sexede underbo, der stirrer måbende på de farvestrålende dildoers løbske færd. »Hvorfor sker den slags altid for mig,« spørger hun i telefonen. Jeg har ikke noget svar. Jeg griner simpelthen for meget.

Sms-ordbog for kvinder

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

KORT FØR PÅSKE BROKKEDE jeg mig over, at mænd ofte sætter tre punktummer i slutningen af sms-beskeder. Jeg var – og er – frustreret over de tvetydige (eller titydige) betydninger af de tre prikker. For hvad skal jeg lægge i, at en mand for eksempel skriver: ”Du virker supersød…” ? Siden er det strømmet ind med forklaringer… okay strømmet er måske så meget sagt… En enkelt fyr har kontaktet mig. En fyr med det påfaldende anonyme navn ”Morten Knudsen” har lagt stor energi i at give mig en præcis forklaring. Den kan i sin fulde længde læses på min hjemmeside (www.sannesoendergaard.dk i gæstebogen – og ja, så fik jeg også lige genereret noget trafik derind. Jeg har ingen skrupler, når det kommer til selv-promovering!) Ifølge ”Morten Knudsen” er det dummeste, man som kvinde kan foretage sig, at give sig til at fortolke noget ud af mænds beskeder: ”Hvis du finder en gemt mening i, hvad en mand har skrevet, skal du ikke regne med, at han var bevidst om det, og at det overhovedet har bund i virkeligheden. Det er højst sandsynligt bare en dårlig formulering.”Herefter går ”Morten Knudsen” i gang med systematisk at gennemgå de tre eksempler, jeg har givet på mænds prikkende sms-kommunikation:

SMS: ”DET KAN VI MÅSKE FINDE UD AF…” Det betyder: Han har muligvis travlt eller er i hvert fald optaget med noget andet. Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at han ikke er interesseret. Bare at han ikke lige kan tage stilling til det. Denne skal der ikke nødvendigvis (helst ikke) svares på nu.

SMS: ”MÅSKE EN GANG I NÆSTE UGE…” Det betyder: Det her er et typisk eksempel på, hvordan mænd kommunikerer. Dette betyder ”Måske engang i næste uge? ”– så simpelt er det. Det eneste, de tre prik-ker her betyder, er: ”Vi behøver ikke finde ud af det lige nu (jeg laver lige noget andet eller kan ikke lige tage stilling), men hvis du lige har et bud, er det også fint.” Denne skal der ikke nødvendigvis svares på nu.

SMS: ”DU VIRKER SUPERSØD…” Det betyder: Her bruges ”…” mere som en nervøs begyndelse, hvor man ikke helt ved, hvad man skal sige, end at det bliver brugt som en venlig afslutning, hvor man har sagt det, man på daværende tidspunkt, har at sige, som i de to første sms’er. Denne skal helst svares med det samme, medmindre du vil spille kostbar.Hermed en brugbar sms-ordbog for kvinder til fremtidig forståelse af mænd. Eller? For sådan som jeg læser ”Morten Knudsen”, er der mange forskellige betydninger af de tre punktummer. Og derfor også foruroligende mange måder, jeg forventes at reagere på. Så nu er jeg endnu mere forvirret på det sms-svage køn.

Kom nu ind i kampen, Carlsberg

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

REKLAMEPAUSE: ’HVAD ER DER sket med os mænd? Er vi begyndt at bruge al vores fritid på vores børn i stedet for på biler, bajer og babser? Nyder vi ikke længere at knokle os selv ihjel på arbejde? Har vi fuldstændig glemt glæden ved at slå vores koner? Eller spændingen ved at samles om at jage bøsser ud af byen med fakler og høtyve? Har vi glemt at være rigtige mænd? Gu har vi da ej. Vores øl – Vores mandekamp! ’ Et realistisk bud på Carlsbergs næste reklame. Bryggeriet har jo i et stykke tid forsøgt at brande ’Vores Øl’ som drengerøvenes svar på alt fra ligeløn til Ole Henriksen. Som om danske mænd er blevet en flok fimsede foldboldignoran-ter, der bare skal have ølskum tilbage i skægget for at genfinde deres indre viking/hulemand/en form for abe.

HELDIGVIS ER DET KUN i reklameverden, at dengsedrengene har brug for at slå sig på brystet og urbrøle ’fisse’. Herude i virkelighe-den er de fleste mænd (og deres kvinder) ret glade for de nye manderoller – komplet med mere tid til børnene og blødere hud i ansigtet. Og så kan Carlsberg og Carl Mar ellers svinge med flasken og pikken alt det, de orker. Det undrer mig bare, at reklamebureauerne går på barrikaderne i en kønskamp, som ingen har bedt om. For hvor mange mænd gider flashe en ølvom som bevis på, at de er rigtige mænd? (Men så lancerer Carlsberg da bare en ny Lite – en ikke-fedende øl med næsten normal alkoholprocent, så man kan forblive en rigtig mand, selv om man drikker light!)

DER VAR ENGANG, hvor Carlsberg faktisk var ’Vores Øl’, hvor det også var min øl, og din øl, og det var Ulf Pilgaard, der solgte det glade hippiebud-skab. En varm sommerdag var lig med en kold Hof for foldbolddrenge og for piger. Men de sommerdage er forbi. Vores nationaløl er nu kun forbeholdt mænd. Vel at mærket mænd, der er rigtige mænd! (Og det er man åbenbart kun, hvis man opfører sig som en dreng på ni år.) Jeg forstår ikke, hvorfor visse produkter (øl, Oddset og Coca Cola Zero) på den måde vælger at udelukke over halvdelen af befolkningen fra starten af. Det virker som en kortsigtet salgsstrategi: Det kan vel efterhånden kun være de allermest sørgelige, selvindbildte tøffelhelte, der rent faktisk tror, at en lunken Carlsberg og en tipskupon uden gevinst kan hjælpe dem til at genfinde deres tabte manddom!?Og dog; budskabet er jo også gået ind hos mig. For jeg gider da ikke drikke ’Deres Øl’. Men det behøver jeg heldigvis heller ikke. Reklamepause: Et par Tuborg kommer på bordet og straks bliver samtalen væsentlig min-dre sexistisk.

Tilbage til 902010

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

VEDVARENDE RYGTER SIGER, at BRANDON og BRENDA vender tilbage til vores tv-skærme – nu uden hiphopbukser, spencerkjoler og urimelig brug af solbadning. Beverly Hills 90210 skal genindspilles. Med nye skuespillere, moderne tøj, samt en sandsyn-ligvis sundere hudkræft-bevidst indstilling til solskin – især den kunstige slags.Men har vi virkelig brug for det? Findes der overhovedet nogen under 85, der ikke har set den oprinde-lige omgang Blever på evigt rerun? Er det strengt nødvendigt for nutidens teenagepiger at få nye Dylan-panderynker at sukke over? Skal vores små søstre nu have samme dilemma, som alle piger i halvfemserne havde: ’Hvem ville du helst kysse med? Brandon eller DYLAN?’ Det er da alligevel sørgeligt nostalgisk, at vi allerede går i gang med at iscenesætte vores tid-lige ungdom, mens vi stadig er forholdsvis unge. Skulle vi ikke vente med Beverly Hills – the new generation, til vi faktisk har sat en ny generation i verden? For hvad er det, man vil opnå ved at gentage DONNAS første beruselse på promnight? Penge selvfølgelig, det er klart. Men det er næsten for dollardesperat at genforene kliken i Peach Pit blot for at lade dem gennemgå samme kvaler på ny. Hollywood bugner med kreative mennesker, der kunne skrive en helt ny ungdomsserie. Komplet med masser af førstegangs-sex, førstegangs-alkohol – og indbygget amerikansk morallære, om at man skal holde sig fra begge dele.

HILLS 90210 var 1990’ernes underlægningsmusik – dii didi did dii tish tish. Det var dengang, Vesten havde vundet den kolde krig og retten til at sælge BigMacs og Levis 501’er over hele planeten. Men verden har ændret sig siden, og ungdommen anno 2008 lever i en helt anden virkelighed. Den livsglæde og kådhed som den stræbsomme elevrådsformand Bran-don udstrålede, og ikke mindst den vildskab, Dylans surferattitude stod for, er i dag erstat-tet af 9/11-terrorfrygt, global opvarmning og happy slapping. En moderne version af Beverly må nødvendigvis se helt anderledes ud for at fungere. Til at begynde med må der vendes fuldstændigt om på de medvirkendes status. Den oprindelige nørdede Andrea med sin miljø- og menneske-retsbevidsthed ville i dag være lækkertjekket på den AL GORE-agtige måde. Og Davids mu-sikkarriere, der i 90’erne langsomt blev stablet på benene, ville i nutiden sætte af sted med crash-and-burn-raketfart i Idols. Den mest realistiske indledning til Beverly Hills 2008-210 ville være den altid ulykkeligt forelskede STEVE, der går amok i skolens kan-tine med en halvautomatisk riffel, Brandon, der melder sig til krigen i Irak og DONNA MARTIN, der snerpet insisterer på en popsmart halvreligiøs ret til at forblive jomfru… nå, ja, nogle ting ændrer sig vist aldrig i frihedens land. Men for pokker; det er Beverly Hills, hvem har nogen-sinde sagt, at det skal være realistisk?

Stop så det sms-gækkeri

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

PRIK, PRIK, PRIK. Tre punktummer. Den ondeste tegnsætning i verden, når de står i slutningen af en sms-besked. I hvert fald hvis beskeden er fra den fyr, man har kastet sin lidenskab på (læs: er liderlig efter.) Jeg har ikke tal på de sms-beskeder, jeg eller mine kvindelige bekendte har fået fra mænd, som ender med de tre ubehagelige prikker: »Det kan vi måske finde ud af…« Prik, prik, prik. »Måske engang i næste uge…« Tripleprik. »Du virker supersød…« Igen, igen, igen.

ER DET GÆKKEBREV i sms- form, eller hvad sker der? Skal vi indsætte et ord på tre bogstaver og finde det skjulte budskab? Og hvad er ordet i så fald? Not!? Ses, sex, sæk? Er det krampe i tommelfingeren, der spasser ud på punk- tum-tasten? Eller er det en skjult kode, som man må bryde, hvis man vil forstå mænd, offside- reglen, og hvad der er fedt ved jazz? Måske er det, fordi Hr. Sms-flirt er en rigtig player, der leger ’åben for fortolkning’. Som ikke vil sige ligeud: »Jo, lad os da ses. På tirs- dag. PS: Du er dejlig.« For av for søren, så er det pludselig forpligtende. Det er faktisk en skrift- lig aftale, og skriftlige aftaler kan ikke brydes, det ved alle.

ELLER OGSÅ ER DET LIGE OMVENDT. Måske er de prik, prik, prik-af hængige i virkeligheden dø- deligt usikre. Måske tør de ikke sætte et 100 procent punktum: »Jeg vil gerne se dig igen.« Ét punktum. De er så bange for en 100 pro- cents afvisning, at de tripleprikker sig til en nødudgang, som stoltheden kan smutte ud af. Uanset hvad forklaringen på sms-prikkeriet er, så er det dybt frustrerende; hovedbrudsska- bende og selvtillidsnedbrydende. Det er kort sagt: røvbelastende! Samtlige mobilindehaven- de kvinder i dette land har siddet omgivet af veninder og forsøgt at af kode prik, prik, prik. Og kvinder har i forvejen travlt nok med at fortolke alt, hvad mænd gør og siger. Der er absolut ingen grund til at opfinde nye tortur- metoder. DE TRE PUNKTUMMER ender altid i en tegn- sætnings-katten-efter-musen, som man ikke kan formulere sig ud af. For spørger man, hvad han egentlig mener, kommer der bare en ny besked – med tre nye prikker, man er tvunget til at læse et budskab ud af …

SÅ MAN GÆTTER, man tager chancer, man tø- ver, man gambler. Resultatet er, at man selv bliver usikker, vag og playeragtig. Man ender med at skrive en sms med en smiley, der blin- ker: Den kvindelige udgave af de tre prikker. »SKAL VI SÅ SES? Blinkesmiley.« Sender bolden tilbage på hans banehalvdel. Og efter uende- lig lang tid (det er alt fra to minutter til seks timer) kommer svaret: »Lyder hyggeligt…« Prik, prik, prik. Og så forfra en gang til.

Hævn er en lunken ret

Klumme oprindeligt bragt i Urban.

JEG ER SÅ TÆT PÅ at være Uma Thurman i Kill Bill. Jeg mangler bare udseendet, evnen til at bære en køredragt, en hel del combat-skills og en acceptabel grund til at hævne mig. Ok, jeg er ikke i nærheden af at være Uma Thurman. For nøj, hvor har jeg udtænkt mange detalje- rede planer for hævn. Men nøj, hvor har det aldrig været på sin plads at udføre dem. Man kan mene nok så meget, at H&M-tøsebarnet på 49 kilo, der fortæller en, at »nej, den er udsolgt i large« fortjener et syrebad, men venner med realitetssans kan som regel nå at stoppe mig, inden jeg går shopamok i svovl-, salt- og citronsyre. Jeg er misundelig på folk, der har haft en god grund til at hævne sig – og som har gjort det. Der var f.eks. en af mine venner. Nej, hun var mere bare en bekendt. Eller det vil sige, jeg kender hende næsten.

OK, JEG LÆSTE OM HENDE i et dameblad. Anyway; den her pige fyldte sin ’jeg-er-bare-ikke- parat-til-at-binde-mig’-ekskærestes gardin- stænger op med rejer, så lejligheden kom til at stinke som en fiskekutter. Det er hævn i sin fineste form. For fyren fandt aldrig frem til, hvad stanken skyldtes og blev til sidst nødt til at flytte – og tog sine gardiner med. På en måde ville jeg ønske, det var mig. Jeg ville næsten gå med til at blive droppet med verdens lammeste begrundelse, bare for at kunne få lov til at hævne mig på en, der faktisk havde fortjent det i stedet for blot at stå og ønsketænke min stilethæl langt op i bagen på den tandtekniker, der altid skal kommentere min manglende brug af tandtråd. Men skulle den situation – med den skodagtige ekskære- ste – nogensinde opstå, så ville min indre Uma Thurman på to sekunder forvandles til en slat- ten, udstemt Paradise Hotel-deltager. Bitter og forrådt – men uden evne til at handle.

FOR SÅDAN ER DET. Når man endelig har den helt rigtige grund til hævn: Den utro kære- ste, kollegaen, der tager æren for ens arbejde, veninden, der har fortalt alle til festen, at man mangler den afsluttende del af opera- tionen for at blive hundrede procent kvinde, fordi hun vil snuppe en fyr for næsen af mig, som om hun behøvede den slags løgne, så nedringet, som hun altid er… host… altså si- tuationer alle kender! Så er det ikke hævn, man tørster efter. Men trøst. FOR SÅ STÅR MAN DER og er rigtig såret. Og lige meget hvor berettiget hævnen er, så har man fuldstændigt mistet kampgejsten og vil bare hjem for at ligge i fosterstilling under dynen. Hvor jeg kan være tryg og i fred for hele verden. Hvis bare jeg kunne finde ud af, hvor den satans lugt kommer fra.